Landsholdsspillere i flykatastrofe

Et Zonen Redningskorps-fly chartret af DBU, skal flyve 8 fodboldlandsholdsspillerne til en træningskamp i Herning. Kort efter start får flyet problemer i det dårlige vejr.

Sted: Københavns Lufthavn, Kastrup
Dato: 16. juli 1960
Tidspunkt: Kl. 15:38
Fly: de Havilland D.H. 89A. Dragon Rapid
Registreringsnummer: OY-DZY
Produktionsår: 1946
Selskab: Zonen Redningskorps

Zonen Redningskorps de Havilland-fly kommer fint i luften. Men kort efter lift off bliver flyet fanget i en voldsom regnbyge og får kraftig sidevind. Pilot Stig Vindeløv er i store problemer. Flyet er nemlig ikke godkendt til regnvejrsflyvning, og det har ikke engang en vinduesvisker.

CitatDet vejr, vi havde i lørdags, var det danske vejr med alle dets luner, og det er derfor min ganske bestemte omfattelse, at der aldrig nogensinde her i landet burde gives tilladelse til passagerflyvning med maskiner, der ikke er udrustet med fuldt blindflyvningsudstyr.
Leder af vejrtjenesten, luftfartsinspektør Gerhardt Crone, i Politiken den 18. juli 1960.

Flyet er kun godkendt til godtvejrs-flyvning, og det er katastrofalt. Pilot Stig Vindeløv kan intet se og går derfor over til instrumentflyvning. Flyet er hverken udstyret med radiokompas eller andre moderne navigationsmidler, og derfor kan han kun navigere efter den såkaldte 'kunstige horisont', som er et instrument, der erstatter udsigten til jorden. Problemet er, at det først virker, når flyet er kommet op i fulde omdrejninger. Derfor er det ikke til nogen hjælp lige efter starten, da flyet hænger i lav højde over Øresund. Stig Vindeløv kæmper desperat for at redde situationen. Han mærker ikke flyet krænger til højre, og da han ikke har nogen horisont at navigere efter, er han prisgivet. Flyet går i spin, slår en kolbøtte og styrter mod havoverfladen. Det sker kun omkring 40-50 meter fra land og fra cirka 100 meters højde.

CitatZonen-flyet havde fået en speciel tilladelse. Der var ikke på det tidspunkt i lufthavnsområdet den krævede sigtbarhed og skyhøjde - 5 km sigt og mindst en skyhøjde på 300 meter - men da trafikken var rolig på lufthavnen, gav man tilladelse.
Overlufthavnskontrollør E.O. Dalshof i Berlingske Tidende den 18. juli 1960.

Da flyet rammer havoverfladen bliver det krøllet sammen og splittet i tre dele, mens regnen stadig pisker ned. Fodboldstøver, trøjer og vragdele driver i havoverfladen. To fiskere fra Kastrup når frem til flyet - kort efter følger redningsfolkene. Piloten når at sige: "Jeg forstår ikke, hvordan det kunne ske," inden han besvimer.

Alle passagerer omkommer. Fodboldlandsholdet og dansk idræt mister ved katastrofen Per Funch Jensen (KB), Erik Jensen (AB), Kurt Krahmer (KB), Søren Andersen (Frem), Børge Bastholm Larsen (Køge), Arne Karlsen (KB), Ib Eskildsen (Frem) og Erling Spalk (Ikast). Flere af spillere er allerede udtaget til De Olympiske Lege i Rom (1960), hvor Danmark i øvrigt vinder sølv, og andre er udset til at være fremtidens mænd på det danske fodboldlandshold. Kun piloten overlever, han slipper med en amputeret et ben.

Den værste flykatastrofe i Kastrup Lufthavn

Det er desværre ikke sidste gang et fly styrter i Øresund. Læs mere om den værste flykatastrofe i Kastrup Lufthavn >>

Den værste flykatastrofe i Danmark sker i Skagerrak

Et fly på vej fra Oslo til Hamborg styrter ned i Skagerrak 15 km fra Hirtshals. Læs mere om den værste flykatastrofe i Danmark >>

Politiken 15. juli 2010

I anledning af 50-året for den triste begivenhed blev der lavet en mindeartikel i den trykte udgave af Politiken. Den fortæller på baggrund af kilder fra dengang og et interview med øjenvidne og medpassager Erik Dyreborg om katastrofen. Læs Katastrofen i Kastrup >>

Politiken online

Politiken.dk bragte artiklen: "I dag er et trist jubilæum for dansk fodbold" om begivenheden den 16. juli 2010. Læs I dag er et trist jubilæum for dansk fodbold >>